Tolstoj, Foster Wallace og Gino
I himmelfartsferien kom jeg til skade med min fod og var tvunget til at lægge mig ned i et par dage. Det var nu ikke det værste der kunne ske for vejret var strålende og jeg havde netop anskaffet mig nyoversættelsen af et af Leo Tolstojs mesterværker, Khadzji-Murat, som jeg lagde mig i skyggen af et æbletræ og lod mig opsluge af. Romanen er Tolstojs sidste og blev først udgivet to år efter hans død. Den fortæller historien om den karismatiske og skarpsindige oprørskriger Khadzji-Murat, der under Ruslands krige i Kaukausus i midten af 1800-tallet rager uklar med sin øverstbefalende og derfor vælger at gå over til russerne. Han bliver herefter sendt op igennem det militære hierarki fra den ene kommandør til den næste, og ingen ved rigtig hvad de skal stille op med ham. På sin vej møder han en række forskellige bipersoner, igennem hvilke Tolstoj tegner et facetteret portræt af den mystiske oprørskriger. Det hele leder op til en meget intens og dramatisk afslutning.
Tolstoj er mest kendt for sine mastodontiske romaner Krig og Fred og Anna Karenina, som i kraft af deres omfang kan virke lidt uoverskuelige at gå i gang med, men Khadzji-Murat er altså en både spændende og storslået roman på lidt over 200 sider som jeg varmt kan anbefale. Men jeg skal lige bringe en ’spoiler alert’: læs ikke bogens forord inden du går i gang – her bliver slutningen nemlig afsløret!
CITAT FRA KHADZJI-MURAT:
”Forrest red en imponerende mand i hvid tjerkesserfrakke, med fåreskindshue med turban og med guldindlagte våben på en hest med hvid man. Denne mand var Khadszji-Murat. Han red hen til Poltoratskij og sagde noget til ham på tatarisk. Poltoratskij løftede øjenbrynene og slog smilende ud med armene som tegn på at han ikke forstod. Khadszji-Murat besvarede smilet med et smil, og dette smil forbløffede Poltoratskij med sin barnlige godmodighed. Poltoratskij havde på ingen måde forventet at se denne frygtindgydende bjergboer sådan. Han havde ventet et dystert, tillukket og fremmedartet menneske, men foran ham var den mest ligefremme mand som smilede så venligt et smil at han ikke virkede som en fremmed, men som en gammel ven.”
Hvis du ikke har haft fornøjelsen af at læse essayet ’Dette er vand’ af amerikanske David Foster Wallace så vil jeg også gerne anbefale dig at gøre det. Essayet var oprindeligt en tale, som Wallace holdt for de graduerende elever på Kenyon College i 2005, og det handler om at gøre sig fri af sin standardindstilling til omverdenen og at gøre op med vanetænkning. Det hele udspringer af en sjov, lille metafor om to fisk, der ikke ved hvad vand er. Meget indsigtsfuldt, morsom og overrraskende læsning! Og meget relevant for alle de, der netop nu bliver færdige med skolen, gymnasiet osv.
De yngre læsere skal også have en anbefaling med til sommerferien, og her har jeg valgt romanen George, som sætter spot på kønsidentitet. George er en skoledreng der slet ikke føler sig som en dreng, men hvordan skal han få sagt til forældre, lærere og klassekammerater at han hellere vil være en pige? Han og hans veninde lægger en snedig plan for, hvordan George kan springe ud foran hele skolen og alle forældrene på samme tid. Jeg var meget positivt overrasket over denne lille, velskrevne og rørende ungdomsroman.
/Laust