Tankevækkende fortælling

Det er en mageløs fortælling om brødrene Lino og Santos liv i en dyster ødemark. Det er afgjort en post-apokalyptisk verden, men årsager/historie lades aldeles usagt. Kun følgerne af, hvad der nu end er sket, bliver behandlet. Og det mest i kraft af leveregler som børnenes far indskærper for dem. Faderen skriver løbende i en notesbog, men vil ikke fortælle børnene, hvad han skriver, endsige lære dem at læse. Notesbogen bliver et omdrejningspunkt for historien.

Tegningerne er udtryksfulde i sjælden set grad. Skitseagtig i sin løse rentegning, men stadig med enorm visuel skarphed. Hovedpersonerne står stærkt, og uhyggen kigger fint frem i form af noget vidunderligt tegnede, åbenlyst muterede, bipersoner.

Fraværet af farver, i sammenspil med den umiddelbart løse streg, understreger den trøstesløse stemning, der giver historien vinger. Og gør, at en beskrivelse af baggrunden for verdens tilstand ikke er nødvendig, for at læseren kan føle stemningen.

Børnenes jord er vedkommende, tankevækkende, og lidt uhyggelig. Tegnet i lækker streg, og fortalt med stort overskud.