Signe anbefaler: Når litteraturen viser tænder
Kritik af samtidslitteraturen
I de senere år har man i litterære kredse fra tid til anden kunnet høre kritiske røster klandre dansk samtidslitteratur for at være navlepillende, parforholdsfikseret og generelt for optaget af de små hverdagsfortællinger. Samtidslitteraturen har bl.a. manglet perspektiv, udsyn og relevans i forhold til den tid, vi befinder os i – synes nogen.
Især har tonen været skarp i forbindelse med kvindelige forfatteres værker, hvor en kritik af litteraturens kvalitet, som nogen måske vil huske, bl.a. har været anført af litteraten Mette Høeg, som i Weekendavisen i 2015 fik bragt et indlæg under overskriften ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”. Debatindlægget skabte vild virak i litterære cirkler.
Opfordring til at blande sig
At dansk samtidslitteratur skrevet af kvinder er noget skidt, er naturligvis ikke rigtigt, og et rigtig godt eksempel på, at det ikke forholder sig sådan, er Lone Aburas’ lille bog Det er et jeg der taler (regnskabet time). Med udgangspunkt i egne erfaringer som barn af en egyptisk far og en dansk mor går Aburas i kødet på det danske samfund og ind i dialogen om bl.a. flygtningestrømmen, socialt udsatte, det at skulle være repræsentant for en særlig (farvet) gruppe og det at blande sig, bruge sin stemme og gøre (eller ikke at gøre) noget i forhold til samfundet og den måde, vi i fællesskab indretter os på. Bogen er et opråb og en opfordring til at blande sig: ”Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig. Så jeg ifører mig en hættetrøje, jeg går ud på gaden, jeg holder fast i mit håb for en anden fremtid.” (s. 41)
Bogen skriver sig i øvrigt ind i en række af nye bøger skrevet af yngre danske forfattere, som forholder sig eller beskriver de sider af samfundet, som ellers ofte ligger oversete hen – her tænker jeg bl.a. på bøger som Morten Papes Planen og Ahmad Mahmouds Sort Land, om end Aburas’ bog er betydelig mere manifestpræget end de to nævnte.
Et litterært spark
Selvom man måske ikke er enig i alle Aburas’ betragtninger, er bogen stadig et kærkomment litterært spark over skinnebenet, som giver stof til eftertanke – og i bedste fald får læseren til at reflektere over egne holdninger og eget engagement i forhold til det samfund, vi alle er en del af. Bogen bærer da også genrebetegnelsen Agitprop, som man på bogens ene flap kan læse, er en genrebetegnelse bl.a. kendt fra Sovjetunionen, og som er sammensat af ordene agitation og propaganda.
Et bonus ved bogen er de fine tegninger, der pryder hver anden side, og som tilsammen fungerer som en mini-animationsfilm, hvis man hurtigt bladrer bogen igennem fra ende til anden. Aburas modtog i øvrigt i januar i år Montanas Litteraturpris for bogen.
/Signe