Niels anbefaler: Savnet

Af Nina
09.09.15
Spænding når det er bedst

Bogen omhandler den tidligere politimand, Thomas ”Ravn” Ravnsholdt, der opsøges af Louise, som er søster til den forsvundne Mogens Slotsholm. Hun ønsker hjælp til at finde og rense sin bror, som efter at have begået underslæb hos sin arbejdsgiver, satte kurs mod Berlin, hvor han forsvandt. Ravn og Louise tager herefter til Berlin og så starter en farefuld jagt på sandheden. Jagten bringer dem på sporet af en gammel sag, hvor en uskyldig familie blev et af Stasis sidste ofre og hvor der er tråde frem til nutidens efterforskning. 
”Savnet” er det andet selvstændige bind om den tidligere politimand, Thomas ”Ravn” Ravnsholdt. Efter at hans kæreste Eva blev dræbt, lever han på en husbåd og forsøger at få styr på sit liv. Lidt ligesom Jo Nesbøs Harry Hole, er det ”Ravns” skæve karakter, der er med til at fange læseren. Bogen skifter i tiden mellem 1989 og nutiden, hvilket giver en glimrende forståelse for plottet. 

Michael Katz Krefelds evne til at beskrive Stasi og dets ageren omkring murens fald er bemærkelsesværdig god, men fylder også en del af bogen. Derfor har læsere, der har en historisk eller politisk interesse en klar fordel. Bogen holder spændingsniveauet hele vejen i gennem og er klart anbefalelsesværdig. Den har alle elementerne, hvad man kan forvente af en spændingsbog, når det er bedst.

/Niels

Tags
Materialer