FOTO: Lindhardt & Ringhof

Nina anbefaler: Noget frygteligt er altid lige ved at ske

Af Nina
14.09.20
En rørende historie om livet som starter, når man flytter hjemmefra

Hvordan finder man ud af, hvem man selv er? Hovedpersonen i denne graphic novel for voksne ser en dag sit spejlbillede mens han drikker en øl på en bar og tænker, at han slet ikke ved, hvem denne fyr er. Den unge mand er lige flyttet hjemmefra efter han har fået plads på sit drømmestudie på tegneskolen. Han drømmer om at få job hos PIXAR i USA, men han opdager hurtigt, at konkurrencen er hård. Det er første gang, han bor hjemmefra og rastløsheden overmander ham. Han forelsker sig i en pige, som kun ønsker ham som ven og denne tendens har det desværre med at gentage sig for ham. Han har meget svært ved at hitte ud af de sociale spilleregler og føler sig mere og mere opgivende.

Det ender med, at han får angst, der som døden forfølger ham overalt. Han deltager desperat i et overfladisk ”scorekursus” som ikke ligefrem får humøret op. Livet giver mindre og mindre mening for den unge mand, og til sidst får han en depression.

Lars Kramhøft har skabt en rørende fortælling om, hvordan det er at starte på livet, efter man flytter hjemmefra og føle, at det der liv bare ikke er så let at tackle. Det virker som om, det kører nemt og godt for alle andre og tvivlen på én selv og meningen med det hele bliver for overvældende. Det lyder måske som om dette er ren deprimerende læsning, men det er slet ikke tilfældet. Kramhøft formår at fortælle sin historie med en stor portion humor, nogle gange bittersødt som når hovedpersonens mor giver tydeligt udtryk for sin egen ensomhed og smider små stikpiller i sønnens retning men også gennem de typer vi møder, som han portrætterer komisk både gennem dialog og tegning, så man som læser næsten hele tiden sidder med et skævt smil.

Lars Kramhøft vandt Deleuran-prisen som årets danske tegneserieforfatter 2018 og blev nomineret til Ping-prisen for årets børne/ungdoms tegneserie i 2019. Du kan læse mere om ham og hans udgivelser på hans hjemmeside http://larskramhoft.dk/ eller følge ham på Instagram.

FOTO: Lindhardt & Ringhof

Materialer