""
FOTO: Forlaget Vild Maskine

Nina anbefaler: Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød af Ingvild Lothe

22.02.22
Så sød og så trist – digte om opvækst, ungdom og livets store spørgsmål.

Norske Ingvild Lothe udgav i 2016 debuten Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt: dikt og nu er den endelig blevet oversat til dansk.

Forsideillustrationen giver et fint billede af, hvad der venter en, når man åbner bogen og begynder at læse. En slags ”fra barn til voksen” men ikke i klassisk forstand. Digtene præges af en skrøbelighed og stor usikkerhed. Usikkerhed omkring krop og køn og samtidig en vrede og træthed i forhold til livet. Lothe beskriver alenehed (ikke ensomhed) og ugidelighed og får at vide, at hun har hele livet foran sig, men hun tænker meget mere på fortiden.

 

Som lille elskede jeg at løbe.

Nu venter jeg på næste bus.

Jeg har energi som en olding,

alligevel siger folk: Du har hele livet foran dig.

 

Men altså for fanden.

Der findes grænser

for hvor meget et menneske

kan magte at lægge bag sig.

 

Der er en veksling mellem det smukke og grimme i livet. Man skiftevis griner og bliver trist og nogle gange begge dele samtidig. Jeg blev rørt af måden hun til at begynde med beskriver frygten for sin voldelige far og om, hvordan hun føler sig forkert i sin krop. Derudover er der en stor bevidsthed om hendes køn, hvilken betydning har det, hvilke fordele og ulemper. Det morsomme kommer ind i glimt gennem hele bogen i linjer som disse, hvor jeg næsten bliver overrasket over, at jeg pludselig sidder og griner:

 

Da jeg sagde jeg var et dyr i sengen

mente jeg et dovendyr.

Beklager misforståelsen.

 

Bogen er blevet kaldt en generationsklassiker og kan anbefales til alle unge mennesker og alle, som godt kan huske ungdommens usikkerhed og det, at elske og hade sig selv samtidigt. Ingvild Lothe berører alle følelser med en helt særlig tone i et sprog der skifter mellem klassisk lyrik og talesprog.

/Nina

Materialer