Nina anbefaler: En stærk fortælling om at stå ved sig selv.
Skyld er det overvejende tema i denne velskrevne og vedkommende autofiktive roman af Leonora Christina Skov. Hun var engang ”bare” Christina Skov fra Helsinge som boede med sin mor og far i et parcelhuskvarter, hvor alt blev inden for hjemmets fire vægge og efter devisen, at ”den, der lever stille, lever godt”. Lige fra Christina var helt lille, fik hun skylden for sin mors ulykkelige tilstand. Hun var enebarn i en familie som hun beskriver som ”en religiøs sekt, der tilbad min mor”. Faderen var altid på moderens side og bebrejdede igen og igen Christina for de mange tårer der alt for ofte flød, når moderen blev ked af det.
En episode, der virkelig rørte mig, er der hvor moderen finder sin barndomsdukke frem. Det eneste stykke legetøj, hun har fra sin barndom. Hun rækker begejstret dukken, hvis hoved er lavet af porcelæn, til datteren der på dette tidspunkt er omkring 3 år gammel. Fordi dukkens vægt kommer bag på barnet, taber hun den på gulvet og dukkens hoved går i stykker. Dette fremkalder et nedbrud hos moderen, der ender med at forsvinde ind i soveværelset og smække døren i lige foran datteren. Oveni dette kommer faderen til, og bebrejder hende tilmed for moderens reaktion. Tænk hvad disse små skuldre må bære allerede så tidligt i livet! Hun får aldrig kys og kram, så den eneste nærhed fra sin mor, får hun, når hun synger for hende fra De små synger, hvor hun får lov at sætte sig tæt op ad hende.
Heldigvis er der små lyspunkter i Christinas liv, som f.eks. den frisindede og afslappede dagplejemor Elinor, der kommer til at fylde rigtig meget i hendes liv. Hun får også en god veninde i folkeskolen, som hun bruger meget tid med og som for alvor får hende til at indse, at hun ikke er lige som alle de andre piger, når der snakkes om drenge og mandlige idoler. Hun tager sit liv i egne hænder, da hun er færdig med gymnasiet og gammel nok til at flytte hjemmefra. Det er næsten som om, hun tager et kæmpe åndedrag af lettelse, springer ud som lesbisk og genopfinder sig selv som Leonora i København.
Jeg er sikker på, at de fleste må være stødt på anmeldelser af denne bog flere steder, eller du har måske set interviews med Leonora på tv eller på en litteraturfestival. Hun er nemlig alle steder lige nu. Og med rette – for denne bog om hendes eget liv er en helt utrolig beretning om at vokse op i et begrænsende og utrygt familiehelvede og alligevel være i stand til at bryde ud og finde sig selv og holde fast i det på trods af, at ens nærmeste forsøger at trække én i den anden retning. Dette er både en stærk coming out story og et rørende og trist indblik i, hvordan det er at have en mor, som ikke elsker en.
Leonora Christina Skov er utroligt aktiv på Instagram, hvor man i løbet af tilblivelsen af denne bog kunne følge hendes tanker og tilbageblik på barn- og ungdom. Hun opdaterer den næsten dagligt, og ofte med billeder fra hendes fine skrivearbejdsplads i lejligheden på Frederiksberg, hvor hun bor med sin elskede Annette.
/Nina
