Kristina anbefaler: Tyverier

Af Tina
20.04.20
En brutal og bevægende novellesamling!

Thomas Korsgaards tredje udgivelse “Tyverier” er som de to første en rørende og velfortalt beretning om at bearbejde og forholde sig til fortiden. . “Tyverier” er en novellesamling med i alt 15 fortællinger som alle handler om øjeblikke der har betydning for en række forskellige personer.

Hverdagsdramaer
I "Tyverier" formår Thomas Korsgaard på fornemmeste vis at skildre forskellige hverdagsdramaer i de femten fortællinger, flere af dem med helt korte og umiddelbart kedelige titler som f.eks. "Lasagne", "Det kolde bord" og "I containeren". Men man skal ikke tage fejl når det er Thomas Korsgaard der er afsender. Han forstår på sin egen måde i et nøgternt og stilfærdigt sprog at beskrive de små hverdagsdramaer og skæbner som man møder i novellerne. Skæbner som simpelthen kravler ind under huden på mig trods det at den enkelte novelle kun er på 6-7 sider. Alligevel når man at blive berørt fordi Thomas Korsgaard skriver så intenst og vedkommende. Det skrevne rører mig, men det gør det usagte mellem linjerne i lige så høj grad.
 

Jeg er simpelthen så imponeret over forfatterens evne til endnu engang både at få mig til at ryste på hovedet, grine lidt, føle harme, men også føle omsorg for de hovedpersoner som beskrives i novellerne. På intet tidspunkt bliver det tungt eller kedeligt læsning

”I bor da meget pænt”

Jeg var særligt begejstret for ”I bor da meget pænt”, hvori en skoledrengs desperate ønske om at imponere og være som sine klassekammerater har fået ham til at prale af en samling figurer, som han reelt ikke har:

''Hvad skal vi lave?'' spørger Simon og kigger hen på væggen, hvor tapetet er revet op og betonen blevet synlig. Der er ingenting at lave i deres hus. Trampolinen er gået i stykker, og parabolen er blevet lukket. Han ville aldrig have sagt ja til at lade Simon komme på besøg. Det skete kun fordi han kom til at nikke med hovedet, eller hans hoved gjorde det af sig selv, og fordi han var kommet til at lyve lidt. Han sagde bare, at han havde alle de beyblades, der findes, også den i sølv, men det var jo ikke meningen, at de alle sammen skulle blive SÅ interesserede.”

Man ser sig for drengen som bare så gerne vil være en del af gruppen, men som jo inderst inde godt ved at det er han ikke, om han så havde alle slags beyblades i verden.

Sjældent har en litterær oplevelse vækket så mange tanker i mig som læser. Det er både brutalt, rørende, smukt og tragisk, en bred vifte af følelser som Thomas Korsgaard mestrer at beskrive, fra første til sidste linje.

/Kristina