Its all about love: “Den unge Werthers lidelser” og “Madame Bovary”

To arrangementer med fokus på to af verdenslitteraturens hovedværker på Hørsholm Bibliotek

I rækken af klassikerforedrag på Hørsholm bibliotek er vi nu kommet til "Madame Flaubert" den 15. februar (aflyst indtil videre) og ”Den unge Werthers lidelser” den 23. marts. I biblioteksbasen har ”Madame Bovary” fået tildelt emneord som kærlighed, kvinde, utroskab og mænd. Blandt disse brede emneord var det tematikken utroskab, som udløste så massiv furore i sin samtid, at udgivelsen af bogen kulminerede med en retssag. Flaubert blev anset for en, der opfordrede til utroskab i sin roman fra 1857. Retssagen endte dog med, at Flaubert vandt og efterfølgende opnåede ”Madame Bovary” klassikerstatus med tematikker, der fortsat er aktuelle den dag i dag. Hovedpersonen i romanen er Madame Bovary eller bare Emma, da vi kommer på fornavn med bogens hovedperson. Romanen repræsenterer et nybrud i samtiden med sit kvindeportræt kombineret med det faktum, at romanen har en ubetydelig og længselsfuld kvinde i provinsen som hovedfigur og ikke en usædvanlig helt og hans store bedrifter i hovedrollen, som cand.mag. Louise Svanholm påpeger i sin bog ”Verdens bedste bestsellers”, hvor hun undersøger forholdet mellem bestsellers og begrebet klassikere. En af grundene til, at "Madame Flaubert" har fået klassikerstatus er, at portrættet af Emma Bovary som figur peger ud over sin samtid. I Madame Bovary følger vi Emma, hendes passioner og frustrationer. Madame Bovary er lægefrue i provinsen hævet over trivielle gøremål og med god tid til at pleje egne interesser. I nutidstermer ville man nok betegne Emma Bovary som shopaholic, da hun finder adspredelse i at forbruge og i amourøse forbindelser udenfor ægteskabet. Rammen i begge værker er det velstillede borgerskab, som Madame Bovary og Lotte har giftet sig ind i.

Værkerne udkom med 83 års mellemrum og i to forskellige århundreder. Its all about love kunne overskriften for en præsentation af begge værker godt hedde. Et fællestræk ved  Flauberts og Goethes romaner er længslen efter kærlighed. Kærlighed og længsel efter kærlighed er en eviggyldig tematik, som appellerer til os på tværs af århundrederne. Det lyder måske nutidigt, men vi er tilbage i det 18. og 19. århundrede, hvor det ikke er ”comme il faut” for en gift kvinde eller en ung mand som Werther at leve sin lidenskab ud. Problematikken i Goethe er den unge Werthers ulykkelige forelskelse i Lotte, der er forlovet med en anden mand og hermed en uopnåelig kærlighed for den unge tilbeder. Den uforløste længsel efter kærlighed ender med et tragisk selvmord i begge romaner. 

Som cand.mag. Louise Svanholm konkluderer i sin bog ”Verdens bedste bestsellers” er ”Madame Bovary” og ”Den unge Werthers lidelser” litteratur, der udfordrer sin tids tankesæt og følelsesverden. Læs eller genlæs romanerne og få en introduktion til begge værker på Hørsholm bibliotek den 15. februar og den 23. marts. Begge værker, deres tilblivelse og virkningshistorie beskrives i ”Verdens bedste Bestsellers” af Louise Svanholm. Bogen udkom i 2017 og beskriver bestsellerens historie og laver punktnedslag til populære bestsellers fra Flaubert og Goethe til nutiden og populære samtidsforfattere som Haruki Murakami og Khaled Hosseini og kan anbefales som supplerende læsning, hvis man gerne vil forstå den samtid romanerne er skrevet i.

/Hanne

""
Foto: privat
Af Anonym (ikke efterprøvet)
11.02.22