""
Foto: Gyldendal

Hanne anbefaler: Bøger om tøjspild og genbrugstøj

Af Anonym (ikke efterprøvet)
19.02.22
Klar til en bæredygtig garderobe?

Der er fokus på miljøet i øjeblikket. Hvis man som forbruger er i tvivl om, hvad man selv kan bidrage med i forhold til garderoben er der hjælp at hente i ”Klæd dig bedre”. For som nogen vil mene: Det starter med en selv. Efter at der er udkommet kogebøger om, hvordan man tryller madrester til lækre retter og stopper madspild, udkom der endelig en bog om tøjforbrug og tøjspild sidste år. Bogen er skrevet af lektor på Designskolen Else Skjold og tøjblogger Johanne Stenstrup, der ejer en fælles passion for tøjkultur. Undersøgelser viser, at mange af os køber tøj, som bare ender i klædeskabet. 7 ud af 10 beklædningsgenstande bliver ikke brugt. Desto mere grund til at gribe i egen barm og ændrer forbrugsmønster, hvis hjertet brænder for miljøet.

”Klæd dig bedre” handler ikke om at blive velklædt, men om at få et bæredygtigt forhold til ens garderobe. Bogen er en praktisk og refleksiv guide til, hvordan man forlænger tøjets holdbarhed, undgår fejlkøb og opnår garderobeglæde. Dette kalder på gamle husmordyder som reparation, vedligehold, korrekt tøjvask og pleje garneret med øget fokus på at købe kvalitetstøj.

En kvalitet ved bogen er, at den indeholder jordnære tips. Hvor mange ved, at tøj bliver rent og holder længere ved skånsom vask eller udluftning samtidig med, at man sparer på energien. Noget tøj bliver rent allerede ved 20 grader ved brug af koldvandsvaskepulver, da enzymerne er aktive selv ved lave temperaturer. 

Naturligt nok indgår et afsnit om genbrug i bogen. Den indlysende gevinst ved genbrug er at få en unik garderobe, som ingen anden har. Bogen slutter af med fremtidsscenarier og et håb om en større bæredygtighed i alle led af tøjproduktionen og hos slutbrugeren.

Yderligere inspiration til at mixe garderoben med genbrugsfund kan man hente i Pia Storms bog ”Vintage”. Storm optræder som model i bogen og viser, hvor smukt man kan style genbrugstøj. En sympatisk pointe i bogen er, at der ikke findes forkerte kropstyper, kun tøj, der ikke har den rette pasform. Derfor gælder om at finde en tøjstil, der matcher ens kropstype så det er den, der styrer indkøb og ikke moden. Til inspiration dykker Storm ned i forskellige årtiers mode for at inspirerer til en tøjstil, der matcher forskellige kropstyper. Pia Storm anbefaler vintagetøj fordi det stammer fra en tid, hvor der blev investeret tid, penge og følelser i tøjet foruden en god pasform. Begge udgivelser vækker stof til eftertanke og giver masser af tips og insiderviden til den miljøbevidste forbruger. En varm anbefaling herfra.

/Hanne

Materialer