""
FOTO: Forlaget Gutkind

Hanne anbefaler: BOB af Helle Helle

Af Anonym (ikke efterprøvet)
16.02.22
Hverdagen spiller hovedrollen

"Jeg holder af hverdagen" skrev Dan Turell i et digt fra 1993. I Helle Helles romaner er det hverdagen, de tilfældige og tilsyneladende ubetydelige hændelser, detaljerne og de nøje udvalgte sætninger, der spiller hovedrollen. Hovedpersonen BOBs møde med kæresten beskrives sådan: "Det var den sommer. Tre dage senere tabte han en knap bag Lollands Centret, den trillede hen i nærheden af et par kinasko, og det var mine"

Helle Helles sætninger skaber billeder på nethinden. Kinaskoenes ejermand er jeg-fortælleren fra Helle Helles forrige roman "De", som skildrer et tæt mor-datter forhold heraf den minimalistiske titel "De". I BOB er der sket et sceneskift fra Lolland til København. BOB og kæresten fra "De" er flyttet til København nærmere bestemt Vanløse. I romanen følger vi BOBs hverdag. BOB er flyttet med kæresten til København uden en plan for, hvad han vil med sin fremtid.  BOB ved, hvad han ikke vil, men ikke hvad han vil: "Han vil ikke være agronom, og han vil ikke være forstkandidat, og han vil slet ikke være ingeniør og heller ikke lærer, eller det ville han på en måde, men han kunne ikke se for med hvilke linjefag". Kæresten er startet på et studie. BOB er derfor overladt til sig selv meget af tiden på jagt efter et job. Ved et tilfælde bliver han tilkaldevikar på Sømandshotellet på vej til en jobsamtale på Flyvebådene. En samtale han aldrig nå på grund af en tilfældig hændelse.

Bob har en rådvild og søgende tilgang til sit liv uden en forkromet fremtidsplan. Selvom BOB er i et parforhold, er han mest overladt til sig selv i storbyen. Meget af tiden går med praktiske gøremål som indkøb, oprydning og opvask, aftalte og tilfældige møder, vikararbejde og med at udforske og observerer storbyen på gåture og i transit i bus og S-tog. Som læser begynder man at ane, at BOBs parforhold er i gradvis opløsning og BOBs tiltagende ensomhed og fremmedgjorthed i storbyen: ”Dagene punkterede, de faldt sammen over ham som teltdug”.

Et sted i romanen nævnes, at BOB leder efter en kalender for 1985 selvom der kun er 3 måneder tilbage af året. Vi er i en tidslomme før mobiltelefonen, internettet og de sociale medier blev hvermandseje. Noget der måske kan være svært at forestille sig for nye generationer i dag. Genkendelige tidsmarkører fra årtiet er skibsbikse, middagsradioavisen, kinasko, telefonbokse, madpandekager, Bacardi og grammofonplade for at nævne de forholdsvis få tidsmarkører, der er i romanen. 

Jeg deler et generationsfællesskab med Helle Helle og for mig repræsenterer BOB en generationsroman, der tegner et nænsomt portræt af at være ung i 1980´erne skrevet på en virkelighedsnær - og til tider poetisk og humoristisk - måde.

I Helle Helles romaner er det ikke plottet, der er det centrale. Som altid har Helle Helle med BOB skrevet en formbevidst roman, hvor alt overflødigt er skåret fra. Bogens kvaliteter ligger glemt i de lag, der er imellem linjerne og i romanens dialoger. Det er op til læseren at tolke på bogens personer og handlinger. Som en anmelder skrev om Helle Helles univers: ”Med minimale virkemidler fortæller Helle Helle maksimale historier.”

Helle Helles personer lever videre efter endt læsning. Hvordan skal det gå BOB?

/Hanne

Materialer