Emilie anbefaler: Hvem slog min far ihjel af Édouard Louis

24.11.22
En usædvanlig kærlighedserklæring og en skarp og kras kritik af den franske stat

Édouard Louis hed tidligere Eddy Bellegueule. Men det unge franske stjernefrø har simultant med sin indtræden på den franske forfatterscene lagt afstand til sit gamle jeg og identificerer sig nu med det mere finkulturelt klingende Édouard Louis. Transformationen fra at være Eddy og befinde sig på samfundets bund i ”udkants-Frankrig” til at mænge sig med den franske kulturelite, i hvad nogen ville kalde de fine parisiske saloner, kan man læse om i den selvbiografiske debutroman ’Færdig med Eddy Bellegueule’ (2015). Her beskriver Louis en lidelsesfuld opvækst præget af fattigdom, vold og skam over egen homoseksualitet i en ødelæggende machokultur.

I den selvstændige opfølger ’Hvem slog min far ihjel’, den beskedne sorte bog på blot 80 sider, som jeg her vil anbefale, bevæger Louis sig i samme biografiske spor som i debuten, men det er nu faren og hans historie, der er omdrejningspunktet. Romanen er skrevet i tiltaleform direkte henvendt til du’et, faren – en mand der er formet af et brutalt og fattigt miljø, og som er fuldstændigt fysisk og mentalt nedbrudt efter et langt hårdt arbejdsliv. Faren beskrives langt hen ad vejen som alkoholiseret, voldelig og fraværende, men det på trods, vidner glimtvise ømme øjeblikke i relationen mellem far og søn om en stor kærlighed. Bogen er på den måde en fremstrakt hånd og et forsøg på at nå og forstå.

’Hvem slog min far ihjel’ er foruden at være en usædvanlig kærlighedserklæring en skarp og kras kritik af den franske stat, og en beskrivelse af, hvordan politiske beslutninger helt konkret påvirker det enkelte menneske – eksempelvis med afskaffelse af tilskud til lægemidler eller nedskæringer i arbejdsløshedsstøtte som i farens tilfælde.

”Du kan ikke køre bil længere uden at du udsætter dig selv for fare, du må ikke længere drikke alkohol, du kan ikke tage et brusebad eller gå på arbejde uden at løbe en enorm risiko. Du er ikke meget over halvtreds. Du tilhører den kategori af mennesker som politik forbeholder en tidlig død.” (s. 11).

Nok henviser titlen til en konkret tidlig død, som Louis spår, bliver hans fars skæbne, men lige så meget kan titlen forstås som en henvisning til den sociale død, det er at befinde sig uden for samfundet, som faren gør. Tonen er hård, lige på og til tider rasende. Og netop denne rasende og kompromisløse stemme iblandet en refleksion over egen litterære praksis er en af Louis’ store styrker som forfatter. Han er nemlig ligeglad med litteraturens normer, og det frigør hans skrivning.

”Også det har jeg fortalt før – men bør jeg ikke netop gentage mig selv når jeg taler om dit liv siden ingen har lyst til at høre om et liv som dit? Bør jeg ikke gentage mig selv indtil de hører efter? For at tvinge dem til at høre efter? Bør jeg ikke råbe? Jeg er ikke bange for at gentage mig selv, for det jeg skriver, det jeg siger, skal ikke opfylde litteraturens krav, men nødvendighedens, uopsættelighedens, flammens. (s.17)”.

’Hvem slog min far ihjel’ er en personlig og politisk, rå og rørende, velskrevet og vigtig bog om en type menneske, man kun sjældent hører om i litteraturen. Den er hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt. Og hvis du bliver bidt af Louis, så læs bl.a. også pendanten ’En kvindes forvandling’, hvori han beskriver sin relation til sin mor.

 

Forlag: Rosinante

År: 2019

Sideantal: 80

Materialer