Emilie anbefaler: Fædre på afstand og kunstnere i close-up

Filminstruktøren Ingmar Bergmann ville være fyldt 100 år 14. juli i år

Jeg er vild med Ingmar Bergmans film: de eksistentielle dramaer, modernistiske formeksperimenter og smertelige kammerspil, der altid har et afsæt i mesterinstruktørens personlige historie. Også Bergmans litterære selvfremstilling, Laterna Magica, har jeg læst med begejstring. Her fortæller han hudløst og selvkritisk om sine indre dæmoner og om, hvordan hans opvækst i et ”kærlighedsløst præstehjem” med en afvisende mor og en dominerende far har haft altafgørende indflydelse på hans liv og kunst.

Bogen har en utraditionel organisering med sine sporadiske nedslag i erindringen skrevet frem, som var de filmscener – særligt de detaljerige øjebliksbilleder fra barndommen er nedfældet med en sanselighed og et nærvær, der fremkalder levende billeder på læserens nethinde.

”Jeg kan stadig slentre gennem min barndoms landskab og genopleve lys, dufte, mennesker, værelser, øjeblikke, gestus, tonefald og genstande. … Barndommens prærogativ: uhindret at kunne bevæge sig mellem magi og havregrød, mellem grænseløs rædsel og galoperende glæde” (Ingmar Bergman, Laterna Magica)

Mellem tilbageblikkene indfletter Bergman forskelligt dokumentarisk materiale fra sit eget private arkiv - uredigerede tankestrømme fra arbejdsbogs- og dagbogsoptegnelser, som tilføjer et ekstra lag til selvudleveringen.

Børnenes fravær

Laterna Magica er en velskrevet erindringsbog med fokus på barndommens indflydelse på voksenlivet. Om lille Ingmar, der som barn søger tilflugt fra den strenge asketiske virkelighed i fantasien og som voksen forsat trives bedst i fiktionen og kunstens sfære. Børnene, som Bergman fik hele otte af, glimrer ved deres fravær i bogen. Det er en bemærkelsesværdig biografisk udeladelse, som fortæller noget om omkostningerne ved kunstnerlivet.

At se, at huske, at begribe. Alt kommer an på, hvor du står

Det er gennem min interesse for Bergman, jeg blev opmærksom på hans yngste datter, Linn Ullmanns forfatterskab og hendes seneste udgivelse, 'De urolige', hvis omdrejningspunkt netop er at være barn af to verdensberømte kunstnere (Ullmanns mor er skuespillerinden Liv Ullmann, som havde et forhold til Bergman i 1960’erne).

Bogen er en selvbiografisk roman om en unavngiven piges opvækst med (og uden) sine forældre og om en voksen kvinde, der søger at nå og forstå dem – en flaksende mor med dårlige nerver og en fraværende far dybt fokuseret på sin kunstneriske praksis. Det er en famlende og fragmentarisk fortælling sammensat af erindringsbilleder fra barndommen, farens breve til moren, refleksioner og nedskrevne båndoptagelser fra samtaler med den aldrende far, der er begyndt at glemme.

'Laterna Magica' og 'De urolige' har nogle fælles snitflader, der gør dem læseværdige i rap. De handler om, hvordan egne erfaringer danner grundlag for ens livsværk.

Begge bøger har en eksistentiel orientering og er forsøg på at finde mening, retning og sammenhæng i det levede liv. To fine og meget anbefalelsesværdige bøger, der taler til hinanden fra hver deres tid og sted.

/Emilie

""
27.06.18