Benny anbefaler: Nye bøger om Danmarks helte, der fortjener ikke at blive glemt.
Der er kommet en lind strøm af nye bøger gennem de senere år om Danmarks frihedskæmpere. Nogle vil måske mene, at nu er der gået så og så mange år og vi må videre og æret være deres minde. Men i takt med at også besættelsestidens historie har været under fornyet granskning, bl.a. augustoprøret i 1943 er det nødvendigt at holde øje med disse nye udgivelser. Vi der er i den lidt ældre generation er jo flasket op med, at især danske politikere havde gjort deres bedste for at føre Danmark gennem besættelsen, og de havde da sandelig travlt med at nedtone frihedskæmpernes indsats og samtidig vaske hænder i relation til samarbejdspolitikken. Det er altid nemt at være bagklog, men netop flere af disse nye udgivelser kan godt være med til at sætte tankerne lidt i gang.
Jeg er nødt til at indskyde en lille historie om min salig fader, der var fuldgyldigt medlem af BOPA for at illustrere, at også nogle frihedskæmpere havde svært ved at fordøje, hvad de havde oplevet. Som dreng og ung mand spurgte jeg af og til ind til, hvad min far havde lavet i BOPA. Det gled han hurtigt af på og sagde til mig, at krigen var slut for mange år siden. ”Tyskerne havde fået bank, og nu måtte vi se at komme videre”. Det skal måske også ses i den sammenhæng, at min mor var halv-tysker og min mormor i den grad heltysker! Jeg kunne vride ud af ham, at han natten mellem d. 4. og 5. maj 1945 havde ligget på Kastellet og kæmpet mod tyskere, hipofolk og andre overløbere, bevæbnet med en gammel Mauser G98 riffel fra 1918 og en belgisk FNC pistol kaliber 7.65. Han ville selvfølgelig ikke svare på, om han havde skudt nogen, men senere research hos en absolut troværdig kilde afslørede, at det havde han. ”Det var ham eller mig”, som han havde sagt.
Det fører os indirekte over til en ny bog, som jeg ikke har læst endnu. Men omtalen og anmeldelserne har været lidt forskellige. Bodil Heister er komponist, musiker, forfatter m.m. Hendes far Hans Malte Hillebert var taget af tyskerne og sad i Shell-huset og ventede på en af træpælene i Ryvangen. Han var en af de heldige, der slap levende fra RAFs ellers vellykkede bombardement af Shell-huset. Alene det har jo været en traumatisk oplevelse, som sætter spor i livet. Han sprang fra et brændende inferno med lig allevegne fra første sal ud i intetheden, men overlevede på mirakuløs vis. Bodil Heister har haft samme ”problem”, som jeg havde med min far. Det var ikke noget, han havde lyst til at tale om. Det lykkes så Bodils storesøster engang i starten af 70’erne over en årrække at få faren til at indtale sine oplevelser på kassettebånd. Det er disse bånd, der er blevet grundlaget for Bodil Heisters bog, som er blevet kritiseret for at være erindringer på anden hånd, hvilket jeg ikke synes giver nogen mening, idet der jo i virkeligheden er tale om bearbejdning af farens udtalelser, som jo må betegnes som værende primærkilder. Jeg ser i hvert fald frem til at læse bogen.
Vi slukker med en af de efter min mening helt store personligheder i frihedskampen. Navnet Hans Edvard Teglers har været i min bevidsthed i mange år, uden at jeg sådan rigtigt har kunnet sætte ord på hvad han egentlig havde haft gang i. Steffen Bülow som også har skrevet en bog om sabotøren Johannes Stefan Jørgensen har skrevet en aldeles fremragende bog, hvor man sluger side efter side og sidder tilbage med en fornemmelse af, at være blevet en god portion klogere. Teglers gik turen fra BOPA til Holger Danske og det er der ikke noget mærkeligt i, når man helt kronologisk får dokumenteret nærmest dag for dag, hvordan modstandskampen udvikler sig. Teglers far blev torpederet af en tysk u-båd på den danske fragtdamper Rhone på en fuldstændig lovlig sejlads d. 15. feb. 1940. Han og 8 andre besætningsmedlemmer omkom. Ingen blev stillet til ansvar. Her starter vreden, der blev Teglers drivkraft og adelsmærke de næste mange år.
/Benny