Benny anbefaler

Manden i den sorte Mercedes.

Jesper Clemmensen, journalist og dokumentarist fik fremragende anmeldelser af sin første bog om DDR flygtninges desperate flugtforsøg over Østersøen. Nu har han begået et nyt spændende værk om flugthjælperne i den kolde krigs Berlin.

Han blev kontaktet efter et foredrag på Lolland i 2014 om netop hans forrige bog af en herboende tysker Dieter Rohrbeck, der ønskede at fortælle sin historie som flugthjælper efter Murens opførelse i 1961. Det er der kommet en i alle henseender medrivende og skræmmende historie ud af.

Bogen indleder med at berette om familien Rohrbecks (mor Margot og 5 børn) desperate flugt fra et mere og mere bombehærget Berlin til i første omgang Breslau, dernæst med russerne i hælene til Görlitz og videre nordpå til Harzen, hvor endestationen bliver en lille fredelig flække Weilrode. De ender med at blive befriet af amerikanerne, men ligesom tusinder af andre tyske kvinder, er Margot i mellemtiden blevet krigsenke. Opdelingen i zoner af det nedlagte Stortyskland kommer til at betyde, at den del af Harzen kommer under sovjetisk kontrol og senere indgår i det nye DDR under opbygning af diktator Ulbricht og hans håndgangne Genossen. Det bliver for meget for familien Rohrbeck, som én efter én siver til Vestberlin, hvor de i 1957 endelig igen er samlet, mirakuløst i det hus de flygtede fra 14 år før.

Den nye fredselskende bonde- og arbejderstat er imidlertid ved at forbløde på grund af de utaknemmelige indbyggeres trang til at søge vestpå. Ulbricht får sin ”antifascistiske beskyttelsesvold” i august 1961 og er meget tilfreds. Det samme kan ikke siges om de tusindvis af tyskere, der lige fra den ene dag til den anden er blevet adskilt fra familie og venner.

Her begynder hovedhistorien om de berlinske flugthjælpere, der i perioden 1962-1965 hjælper tusinder af desperate østtyskere til Vesten. Der bliver bl.a. gravet tunneller, udstedt falske papirer i læssevis og smuglet mennesker i hulrum på biler. Vi følger Dietrich Rohrbecks aktiviteter i detaljer, hvor det lykkes ham at smugle omkring 50 østtyskere bl.a. over Østersøen i sin ombyggede Mercedes. Flugthjælperne lever livet farligt. Det er livsfarligt at undervurdere Stasis intentioner om at stoppe flugtvejene med alle midler. I takt med Stasis indsats, spioner og stikkere allevegne (bl.a. en dansker!) og Vesttysklands ændrede politiske kurs overfor DDR regimet i løbet af 1963, begynder der at tegne sig et billede af opløsning indenfor det organiserede hjælpearbejde. Den økonomiske støtte fra Vest falder og samtidig nedtrappes hjælpen fra efterretningstjenesten. Disse faktorer gør, at prisen for at blive fragtet over på den anden side eksploderer, og der kommer nye aktører til, hvis bevæggrunde kan tænkes at være anderledes end de oprindelige idealisters. Flugthjælperne betegnes nu som menneskehandlere og får derfor et lyssky omdømme i udbredte kredse i Vest. Fængslerne i DDR bugner efterhånden af politiske fanger, mens pengekassen derimod er tom. Skruppelløse ”antifascister og antikapitalister” i DDR får derfor den geniale idé at udveksle fanger mod kold kapitalistisk mammon! Man enes med BRD om priser og antal og i de næste 25 år tjener DDR i omegnen af 3,5 milliarder D-mark på at sælge knap 34.000 fanger, heraf mange dømte ”republikflygtninge” og flugthjælpere. Hvem snakkede om menneskehandel? (Min bemærkning!).

Det er først og fremmest Dietrich Rohrbecks historie, vi får fortalt og bogen slutter ret rørende med at han får kontakt til nogle af de mennesker han har hjulpet og som stadig er i live. Ingrid Prestin var den første voksne flygtning, der blev smuglet ud i hulrummet på Dietrichs Mercedes. Hun sender et påskekort til Dietrich og skriver bl.a.:

”Kære hr. Rohrbeck. Jeg ønsker Dem og Deres familie en dejlig påske. Ydermere vil jeg gerne – om end sent – sige ganske hjerteligt tak for, at jeg gennem Dem fik et liv foræret. Et liv, jeg har kunnet leve i mange år. Uden Dem ville min familie ikke være, hvad den er i dag. Det er først nu blevet mig rigtig bevidst. Derfor vil jeg sige mange, mange tak. Hjertelig hilsen, Ingrid Prestin”.

/Benny

20.03.18