Benny anbefaler: Frederik Strand - Uropatruljen

Værdig oprejsning til et fejlvurderet og udskældt politikorps.

Politimuseets direktør Frederik Strand har skrevet en meget interessant bog om den i sin tid temmelig upopulære Uropatrulje.

Københavns Politis uropatrulje blev dannet i 1969. I slutningen af 60´erne var handel og distribution af hash og narkotika eksploderet og var således ikke længere et nicheområde indenfor kriminalitetens verden. Det krævede en ekstra indsats at prøve at få kontrol med de illegale markeder bl.a. på Christiania, der var blevet dannet i 1971. Det var Uropatruljens primære opgave at infiltrere det kriminelle miljø omkring handel med hash og narkotika, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem afstedkom velvilje fra pushermiljøet i og omkring Christiania. Senere overtog rockermiljøet salget og distributionen af de ulovlige stoffer, hvilket bestemt ikke gjorde opgaven nemmere for politiet. Men Uropatruljen blev en meget effektiv afdeling med en korpsånd uden sidestykke og med tiden ligefrem forhadt på Christiania, hvor man med datidens venstresnoede verdenssyn anså patruljens arbejde som de stokkonservatives forlængede arm. At denne arm en gang imellem måske gik for vidt kan jo ikke undre, når fronterne er trukket så hårdt op som tilfældet var.

Senere opstår der nye ungdomsgrupperinger med navne som Slumstormerne, De autonome og BZ’erne. De har alle rødder på den yderste venstrefløj og føler ikke at de skylder det omgivende samfund noget, snarere tværtimod. Blomsterbørnenes tid er ved at være forbi og arbejdsløshed, social forarmelse og bolignød er på dagsordenen, hvor tonen fra starten er hård og kompromisløs. ”Du har ikke en chance – tag den!” var BZ’ernes valgsprog og miljøet i bevægelsen var præget af et solidt sammenhold. Listen over besatte ejendomme blev lang og Københavns daværende overborgmester Urban Hansen var på ingen måde indstillet på at forhandle med ”ballademagerne”, som de blev kaldt. Det bliver Uropatruljen, der får den lidet attraktive opgave at smide de unge ud af de besatte bygninger. Jeg tror de fleste af os kan huske indslaget i TV fra rydningen af det tidligere Mekanisk Musik Museum på Vesterbro i 1990, hvor politiet blev bombarderet med toiletkummer fra 1. sals højde! Så var stilen ligesom lagt og modsætningsforholdet mellem Uropolitiet og BZ’erne forblev livsvarigt.

I det hele taget eskalerede volden op gennem 80’erne, hvor dele af det autonome miljø ikke lagde skjul på at de var parate til kamp mod ordensmagten ved enhver given lejlighed. Vi starter ved Verdensbankens møde i København i september 1970. Ikke siden 2. verdenskrig har der været så meget ballade i København og politiet må skyde varselsskud. Offentligheden var chokeret, men det skulle blive værre endnu kulminerende med det blodige opgør mellem politi og demonstranter under 18. maj urolighederne i 1993, også kaldet de 113 skud.

Uropatruljen var tit i mediernes søgelys og det bestemt ikke for noget positivt. Mange mente, at den lukkede machokultur havde overlevet sig selv, og en tragisk mislykket anholdelse af den 18-årige Benjamin på Rådhuspladsen nytårsnat 1992 kan have været medvirkende årsag til at patruljen fik dødsstødet i 2001.

Bogen her giver tidligere betjente i patruljen mulighed for at give deres version af historien. Hvordan patruljen nogle gange følte sig som en skraldespand for alle de samfundsopgaver man (politikerne bl.a.) havde svært ved at håndtere. Narko, unge hjemløse, rockerne, Christiania, besatte huse o.s.v. At overlade løsning af sociale problemer på samfundets bund til ordensmagten er noget der normalt kun foregår i bananrepublikker og ikke i et oplyst og dialogbaseret samfund som det danske.

""
28.01.21