""

Pigen som ikke var der

12.01.21
’Pigen som ikke var der’ er en letlæst gyser, som bestemt ikke er for sarte sjæle.

Søskendeparret Andy og Rebekka er på vej hjem fra skole, da Andy beslutter sig for at gå på biblioteket. Lillesøster Rebekka har ikke lyst til at gå med ind, så aftalen bliver at hun skal vente udenfor til Andy er færdig. Men da Andy kommer ud igen er Rebekka pist væk og Andy kan ikke finde hende nogen steder. Politiet er på bar bund og forældrene sønderknuste.

I første del af bogen følger vi Andy og hans forsøg på at finde Rebekka. Hverken politiet eller forældrene vil høre på hvad Andy siger og han må derfor selv prøve at finde ud af, hvad der er sket med Rebekka. Andy tager igen på biblioteket og igennem bøgerne lykkes det ham at kommunikere med Lisa, en pige der døde 4 år tidligere.

Lisa hjælper ham med at komme på sporet af Rebekka. Hver nat sniger Andy sig ud for at undersøge alle garager i hele byen. Han vil finde en gul varevogn som han så, den dag Rebekka forsvandt.

I anden del af historien følger man Rebekka og hendes oplevelser fra det øjeblik hun forsvandt. Det er super skræmmende og dagene går uden at nogen finder Rebekka. Det går langsomt op for hende, at hvis hun skal væk fra den creepy kidnapper, så må hun selv finde ud af at flygte.

’Pigen som ikke var der’ er vanvittig godt skrevet og har en snigende uhygge, der får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Den kan læses fra ca. 12 år