Læsetips fra foredagsholder Elisabeth Skou

Af Nina
24.11.20
Vi har spurgt Elisabeth Skou om fire personlige, litterære spørgsmål. Læs dem her og reserver bøgerne med det samme.

Elisabeth Skou holder foredrag om Virginia Woolfs værk Mrs. Dalloway onsdag d. 25. november.

Hvilken bog har du sidst givet væk?

“Aben Osvald” af Egon Mathiesen til min venindes søn, der fyldte 1 år. Han elsker bøger, ikke mindst at tygge i dem. Jeg, til gengæld, elsker fortællingen om de små aber der gør oprør mod den store, dominerende abe der altid råber ØV. Til sidst siger Osvald og de andre aber NEJ, og det er jo et vigtigt ord at lære her i livet.

Hvilken bog/Hvilke to/tre bøger ville du tage med på en øde ø?

Hvis jeg var på en øde ø uden forstyrrelser, ville jeg tage bøger med, der giver mig lyst til at skrive: Joan Didions essays i Slouching Towards Bethlehem, Lydia Davis’ samlede kortprosa og Marguerite Duras’ lille bog om at skrive der slet og ret hedder: At Skrive. 

Hvilken bog har betydet mest for dig? (Og hvorfor?)

Det er stort set umuligt at svare sandt på, for der er mange der har betydet og betyder meget. Men når jeg bliver spurgt nævner jeg tit The Waves af Virginia Woolf, fordi det er den bog i verden, der smukkest beskriver hvordan det føles at være forbundet til og spejle sig i andre mennesker, hvilket for mig er det største mål med livet. I øvrigt også noget der kvalificerer den til at komme med ud i ensomheden på den øde ø.

Hvilken bog burde ALLE læse? (Og hvorfor?)

“Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” af Naja Marie Aidt. Bogen, som har undertitlen “Carls bog” handler om tabet af forfatterens unge søn og forsøger at finde et sprog for det uudsigelige. Det er en af de bedste danske bøger jeg nogensinde har læst. Det er en barsk bog, men jeg tror alle vil få glæde af at læse og genlæse den, eftersom sorg og tab er fælles vilkår, vi alle forsøger at forstå og leve med.