Store forbilleder for piger og drenge

Af Tina
16.07.20
Billedbøgerne i serien "Små mennesker, store drømme" er fine og lærerige for både store og små.

I billedbogserien Små mennesker, store drømme kan børnene lære nogle af de mest fantastiske mennesker at kende - fra kunstnere og musikere til designere og videnskabsfolk. Alle havde fra barnsben en drøm, de forfulgte, og de endte med at opnå det mest utrolige.

Billedbøgerne er skrevet i et letlæseligt sprog, og de egner sig godt til at læse selv eller som højtlæsning for børn i alderen 4-8 år. Med bøgerne lærer børnene om nogle historisk store personligheder samtidig med at de får et indblik i den tid og det samfund, som personerne levede i. Desuden kan man bruge bøgerne til at få nogle gode snakke med barnet om dét at tro på sig selv, turde skille sig ud og forfølge sine drømme.

Bøgerne er prydet med flotte og farverige illustrationer, som gør fortællingen endnu mere levende. Og som en fin detalje er der bagerst i bogen mere information samt fotografier af personen.

Billedbøgerne er bestemt værd at give sig i kast med, og både børn og voksne vil få noget ud af at læse dem.


 

Materialer