""

Historiske bøger for de 5-14 årige

21.10.20
Så er der godt nyt og gode læsetips for dig, der godt kan lide historiske romaner om "2. verdenskrig", "vikingefejder", "danske tsunamier", "gravrøvere", "børn i gamle dage", "Napoleonskirgene", det gamle England" og meget, meget andet. Vi har samlet både klassikere, men også noget af det nyere - glæd dig!

"Historien om Bodri" af Hédi Fried er en rørende og vigtig, grum, men smuk bog om en piges overlevelse, der både rummer frygt, adskillelse, krig og død, men også venskab, glæde, håb og ikke mindst den tætte relation mellem et barn og en hund. Hédi Fried skiver om egne oplevelser som jødisk pige under 2. verdenskrig - klik herunder for at høre den som lydbog. Velegnet til højtlæsning fra 8 år og selvlæs fra 10 år.

En bog der minder om den ovenstående er "Simon på flugt" af Marianne Koester, da det også her er et barn på flugt der 'fortæller' historien. Vi befinder os i 1943 under 2. verdenskrig og Simon er på flugt. Historien er delvist baseret på virkelige oplevelser og er en fremragende og ualmindelig spændende helstøbt historie til målgruppen som er 8-11 år - både som højtlæsning og selvlæs. Der er også gode illustrationer ;-)

"Mit hus den dag freden forsvandt" af Anna Margrethe Kjærgaard og Kirsten Kjærgaard er en ganske anderledes billedbog om krigen og om at miste alt og rejse sig igen. En god oplæsnings- og samtalebog om 2. verdenskrig for de 5-8 årige.

"Lillepigen fra Lolland" af Line Malling Schmidt er en graphic novel for dig, der godt kan lide historier om, hvordan det var at være barn i gamle dage. Lillepigen er født i 1926 i Dannemare på Lolland. Rejs med tilbage i tiden og hør om, hvordan det var at være barn i gamle dage, med stormflod, hittebørn, roeferie og da 2.verdenskrig rammer Danmark i 1940. Til højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra 9 år. En historie der samler generationer.

En anden erindringsperle er "Farmor fortæller mere" af Susanna Hartmann - der er anden del af "Da farmor var barn" af samme forfatter. Super velegnet til højtlæsning - måske af en af 'Bedsterne', der selv kan mindes, hvordan det var at være barn i 1950'ernes Danmark.

"Rodrigo Røverkonge og hans væbner Valde" af Michael Ende er et rigtigt middelalder-eventyr om den frygtløse Valde, der ikke vil følge sine fanasiløse forældre. Bogen er ikke historisk - men har nogle super beskrivelser af den sortemiddelalder - og en god portion humor. Underholdende højtlæsning for de 6-8 årige.

... og nu vi er ved røverkonger, så er Astrid Lindgrens "Ronja Røverdatter" slet ikke til at komme udenom. Og har I med succes lige læst den - hvorfor så ikke prøve "Røveren Runkeldunk" af Otfried Preussler, der også er et klassisk og skørt røvereventyr.

Vi befinder os i England og året er 1816! Erik Barfoeds storslåede klasikker "Fangeskibet" fører os tilbage til en tid med fattigdom og hjemløse børn i Londaons gader. 11 årige Tom Millers far er forsvundet, så Tom rejser til London for at søge lykken. Men det er en barsk tid, hvor Napoleonskrigene hærger og børn bliver taget som skibsfanger. Højtlæsning fra 9 år og selvlæs fra 12 år for den trænede læser.

... og kan du bare ikke få nok af barske historiske fortællinger med seje drenge i hovedrollen, så skal du prøve "Tom Sawyers eventyr" af Mark Twain eller "Oliver Twist" af Charles Dickens - her i en letlæst udgave fra 2020!

Året er 1858 - men nu er vi rejst tilbage til Danmark - nærmere bestemt den jyske hede. "Bølgen" af Henrik Einspor er en fremragende letlæsningsbog om 'den jyske tsunami', der ramte Danmark for over 150 år siden. Børnene Helga og Jens befinder sig på stranden. De er på vej med nybagt brød til den gamle fisker Bagge. Der sker mærkelige ting ved havet den morgen og inden de ved af det, befinder de sig i overhængende livsfarer. For de 9-12 årige.

"Wilmas verden" af Ulrika Louisa Bjerregaard en  rigtigt spændende historie om to piger fra hver sin generation og deres forskelligheder, udfordringer og fællestræk. Wilma går i 8. klasse i nutidens Danmark, men falder ved et tilfælde over en kuffert med gamle breve, som hendes tipoldemoder har skrevet tilbage i 1912, da hun undvandrede til Amerika, fordi hun ville undgå et tvangsægteskab. Nok mest for piger fra 6. klasse og op.

Af andre bøger, der omhandler udvandringen til Amerika først i forrige århunderede kan nævnes "De rejste mod vest" af Hjørdis Varmer. Her følger vi Børge og hans familie, der under rædsomme kår ankommer til New York, hvor livet ikke er en dans på roser. Børges far dør under arbejdet med konstruktionen af Brooklyn Bridge og Børge må nu få job og forsørge familien. Barsk og gribende fortælling - her i en nyere udgave fra 2016. 

Og er du mest til fagbøger om udvandringen, kan du ikke komme uden om "Hils fra mig derhjemme" af Karsten Kjer Michaelsen, der indeholder gribende og personlige udvandringshistorier fra 1820'erne frem til 1960'erne .

Spol tiden endnu længere tilbage - helt til år 900 - så befinder du dig i vikingeuniverset hvori "Hjaltes kamp" af Charlotte Blay udspiller sig. Hjaltes kamp er første bind i trilogien "Vikingedrengens saga", som handler om Hjalte, der er søn af Jarl Trygve - en far med meget store forventninger til sin søn, og som Hjalte har meget svært ved at indfri. En velfortalt og medrivende historisk fortælling som er god til højtlæsning eller selvlæsning fra 10 år. - vi venter stadig på sidste bind!

"Træl og fri" af Leif Esper Andersen er en super god bog om en høvdigesøn og en træl, der som de eneste på mirakuløs overlever et angreb på deres boplads. Nu må de kaste de gamle roller af sig og sammen opbygge et nyt liv - en slags vikingerobinsonade, kan man vel kalde det. Og hvis forsidebilledet skræmmer jer væk - så lyt til den som lydbog ;-)

Et absolut must! Merlin P Manns "Blodkongens datter" er førte bind i trilogien om Rane og det mystiske museum. En hæsblæsende fantastisk fortælling der på super fin vis kobler fantasi, drama og historiske, da Rane i nutiden kommer til at pille ved en magisk stav, som sender ham tilbage i tiden til en blodig fejde mellem kongerivalerne: Svend, Knud og Valdemar. For de 10-13 årige          Næste bind ventes i 2021

"Frejdis Eriksdottir" af Erik Juul Clausen er en fremragende ungdomsbog bygget op omkring sagaen om Erik den Røde, der bosætter sig i Grønland. Vi følger Eriks datter - der nærmest er en superstar, som bare kan alt! Virkelig gode beskrivelser og historiske fakta - for 13 år og op.

Hvis man bare er bidt af sagaer om vikingernes togter og om Røde orms eventyrlige oplevelser på Harals Blåtands tid, så er "Røde orm I og II" af Frans G Bengtsson ikke til at komme udenom. Stor klassiker til den modne læser.

"Tvillingefuglene" af Camilla Wandahl er en velskrevet og spændende historisk roman om pigen Frigg, hvis landsby bliver plyndret og brændt af fremmede mænd. En super ungdomsbog, der fokuserer på Frigg og hendes rejse og udvikling, men samtidig giver et godt indblik i tiden og de vilkår man levede under. Fra 10 år

... og har du allerede den og var vild med den, så minder den om Josefine Ottesens "Slægtens offer", som er en underholdende historisk roman der foregår på Fyn i det herrens år 1094. Kan læses af alle - selv voksne ;-)

 

Er du til spændende beretninger fra det gamle ægypten er "Gravrøverens lærling" af Sussi Bech ikke til at komme udenom. En superfed graphic novel om skriverlærlingen Nedjem, der ved et uheld taber sit skrivegrej ned i en smal slugt ved en kongegrav, som han ABSOLUT ikke måbefinde sig i!. Letlæst og med fede illustrationer og en 'krimiagtig' spændingskurve.

Nu vi er ved Sussi Bech og det gamle Ægypten, så er hendes serie om Aziru bestemt også værd at give sig ikast med. "Skæbnekniven" er første bind i serien og kan læses på e-Reolen Go!

"Bjarne under besættelsen" er en ny serie af Jim Højberg, hvor man følger Bjarnes hverdagsliv med den voksende modstandskamp under den tyske besættelse af Danmark fra 1940-1945. En rigtig god serie til måske især drenge i 3. - 4. klasse. Lix 18

Når vi taler om krig set gennem et barns øjne, så er Anne Franks dagbog ikke til at komme udenom. Her er en super duper, virkelig flot, levende, rørende og både sjov, smuk og lidt uhyggelig tegneserieudgave, som filmskaber Ari Folman og illustrator David Polonsky har lavet. Der er fundet fine fortællemåder i arbejdet med at oversætte bogen fra ord til hovedsageligt billeder. Historien er som altid medrivende og vigtig, og med denne fremragende bog er der nu endnu en måde at læse Annes historie på.

"Hold gaden eller dø" af Emil Blichfeldt  - Året er 1942. Nazisterne er ved at indtage Stalingrad. Brødrene Boris og Ivan er en del af 62. armé. Deres opgave er at holde gaden eller dø. En nærmest umulig opgave, som uanset hvad vil koste livet. Men så længe der er liv, er der håb. Bogen har lix 13 og vil være super velegnet til lidt læsetrætte (især) drenge. NB! Barsk læsning!

Og nu vi er ved Sovjet ... "Den hvide krig" af Jørgen Munck Rasmussen er en medrivende, troværdig, barsk og letlæst ungdomsbog om en ung snigskytte i den finske krig mod Rusland i 1939. For unge og voksne med interesse for krige og internationale forviklinger. Selvom bogen er barsk er den ikke voldsom og kan læses fra 14 år.

"Herremandens datter" af Dorte Roholte er første bind i serien om Boel, der mistede sin mor som lille og som bor hos sin rige og følelseskolde far. Hun ved ikke, hvorfor han er sådan - det er som om han skjuler noget for hende... En spændende bog for dig mellem 12 og 14 år der er til historiske romaner.

Når vi taler om historiske bøger, så er "Ivanhoe" af Sir Walter Scott ikke til at komme udenom. Her i en ny udgave af Mette Finderup med flotte 'Prins Valiant'-agtige illustrationer. Så er du til sværdkamp, middelalder og romantik i det 12 århunderedes England, og ude på et gensyn med 'Richard Løvehjerte', 'Johan uden land' (prins John) og 'Robyn af Locksley' - så skal du have fingrene i denne bog.

Hvis du kun vil læse om Robin Hood, så kan Daniel Zimakoffs "Robin Hood" fra 2014 anbefales.

"Den danske sejr: da Dannebrog faldt ned fra himlen" og "Rune ser på runer" af Jim Højberg er to gode fortællinger fra Danmarks historie - måske er de ikke helt sande, men de er spændende - og måske kunne det være gået sådan for sig. Især for jer, som er interesserede i historie og er mellem 9 og 12 år. Lix 18-21

"Egernfolket" af Lars Holmgård Jørgensen tager os med tilbage til stenalderens Danmark, hvor vi møder Kata, hendes mor og deres stamme "Egernfolket", som brutalt bliver overfaldet og samtlige mænd i stammen bliver dræbt.  En barsk stenalderfortælling for historisk interesserede piger. Kan selvlæses fra 11-12 år

"Ulvens bror" af Michelle Paver er en urtidkrønike til både piger og drenge om stenalderdrengen Torak, der mister sin far, da en bjørn tager livet af ham. Torak vokser op med ulve og derfor kan han tale med dem. Bogen har en grundigt researchet historisk del, en magisk del der trækker i retning af fantasy og en dyredel om forholdet mellem Torak og ulveungen Højtlæsning fra 9 år og selvlæs fra 11 år.

"Englene over København" af Jonas Kleinschmidt er en spændende og handlingsmættet ungdomsroman om Johannes. Hans farfar ligger for døden (her i 2020). Farfaren har flere gange prøvet at fortælle Johannes om sin ungdom under anden verdenskrig. Men der var noget han ikke kunne fortælle. Den dag Johannes farfar dør, sker der noget forunderligt, og Johannes befinder sig pludselig i det besatte København. Det er foråret 1945 og Johannes kommer til at opleve en af de mest dramatiske og barske begivenheder under besættelsen af Danmark, nemlig bombningen af Den Franske Skole. 13-16 år