Murakami på film

Af Nina
02.06.23
Har du læst den store japanske forfatter Haruki Murakami? Og kan du ikke ”få nok”? I så fald kan jeg anbefale at se de to filmatiseringer af Murakami-noveller, der lige nu er tilgængelige med dit bibliotekslogin på Filmstriben.dk.

Drive my car

Den tre timer lange ”Drive my car” er lavet over en novelle fra bogen ”Mænd uden kvinder”. Hovedpersonen har mistet sin kone. Hun havde forhold til andre mænd, mens de var gift. Han fik aldrig spurgt hvorfor. Han elskede hende og konfronterede hende aldrig med det, sikkert af frygt for at miste hende. Han mister sit kørekort, og må hyre en chauffør, som kan køre hans gamle Saab til perfektion, så han kan sidde og øve replikker (han er skuespiller, instruktør), mens han bliver gnidningsløst fragtet til og fra teatret, filmoptagelser. Den lidt spøjse, unge, gammelkloge, kvindelige chauffør får ham til at åbne op og fortælle. Det er en fremragende novelle OG film med en meget melankolsk tone, som handler om, at vi altid er og altid vil være alene og må acceptere dette. Dem vi føler os allermest forbundne med, dem vi elsker meget højt, ja selv dem kender vi ikke til bunds.

Filmens manuskript og persongalleri er nænsomt, men smukt, fascinerende og intelligent udvidet i forhold til novellen af samme navn. Filmen er hypnotiserende, meditativ. Indstil dig på et langsomt fortælletempo, når du sætter dig i hjemmebiografien. Men er du den rette seer til denne film, keder du dig ikke et eneste minut. Oscar-komiteen kedede sig heller ikke, for de belønnede filmen med en statuette for bedste udenlandske film i 2022.

Burning

Filmen ”Burning” er fra 2018. Den er lavet over novellen ”Barn burning”, en novelle, som ikke er oversat til dansk. Filmen er henlagt til Sydkorea. Den unge mand Jong-su bor alene på sin fars gård. Faren er under anklage for vold. Jong-su’s mor forlod dem, da han var lille. Jong-su møder en barndomsveninde og forelsker sig. Hun skal på en længere rejse, og da hun vender hjem igen, har hun mødt den flotte, rige Ben, og det bliver begyndelsen på et trekantsdrama.

Filmen ændrer karakter og bliver mere som en thriller. Det er en smuk og mystisk film, hvor man bliver i tvivl om, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed. Heller ikke i denne filmatisering er fortælletempoet højt. Det er en hypnotiserende, fascinerende film, som bliver ved at sidde på nethinden.

Murakami og hans oversætter

Du kan i øvrigt opleve Murakami på Louisianas litteraturfestival i august i år. I den anledning er Murakamis danske oversætter, Mette Holm, i gang med at oversætte flere af hans noveller. Og hurra for det! Hun er om nogen inde i Murakamis forfatterskab og i japansk litteratur og kultur. 

Som opvarmning til festivalen kan du passende se dokumentarfilmen ”Dreaming Murakami” på Filmstriben. Her følger man Mette Holm i hendes arbejde med at oversætte, og du får et indblik i de specielle udfordringer, der følger med arbejdet. I filmen er vi med på en af hendes rejser til Japan, og i bedste Murakami-stil er der surrealistiske og stemningsfulde sekvenser i den fine dokumentar. Mette Holm er i den grad et bekendtskab værd.

Materialer