#barelæse

Corona-sommer? Få din bedste læseferie nogensinde

Af Nina
08.06.21
Læsekonkurrencen #barelæse opfordrer danskerne til fordybelse og læseoplevelser i sommeren. Det er ikke bare bogen, der er vigtig, men også hvordan den læses

En blød lænestol og en god kop kaffe? En iskold thriller på en varm kirkegårdsbænk? Med sand mellem tæerne på stranden? Der er mange måder at læse på, men det handler om fordybelse og ikke kun, hvad vi læser. Stemningen uden for bogen er mindst lige så vigtig som handlingen i bogen for at man kan søge ind i litteraturen, fordybe sig og få de bedste læseoplevelser. Og med udsigt til endnu en sommer med Corona-restriktioner er der al mulig grund til bare at læse.

Derfor kalder Hørsholm Bibliotek sammen med resten af Danmarks biblioteker til læsefest hen over sommeren med deling under hashtagget #barelæse. #barelæse sætter fokus på læseoplevelsen og giver danskerne mulighed for at inspirere hinanden til gode læseoplevelser, ikke så meget ud fra boganbefalinger, men ud fra læsesteder og læsesituationer, der forstærker indlevelsen og fordybelsen.

Sådan deltager du i konkurrencen

Konkurrencen sparkes i gang den 10. juni. Det eneste du skal gøre, er at dele din læsestund på Instagram med et billede, gerne en kort tekst og hashtagget #barelæse, så deltager du i konkurrencen om at få lov at gå amok i en boghandel for 3000 kr.

Det kræver en åben profil for at deltage på Instagram.

Er du ikke på Instagram, eller har valgt at have en lukket profil, kan du deltage ved at sende dit bidrag til konkurrencen i form af billede og billedtekst på denne e-mail kbhbiblioteker@nyhedsmail.kk.dk

Deadline
Fristen for deltagelse er den 8. august 2021.

Jury
Konkurrencens vinder udpeges af en jury, bestående af:
- Dr. Imran Rashid, digital sundhedsekspert, entreprenør og bestsellerforfatteren bag bl.a. bøgerne ”Mærkbar” og ”Sluk”
- Julie Rasmine Larsen, cand.mag., tekstforfatter, boganmelder og kendt som bogbloggeren @litfix på Instagram
- Anita Tejlgaard Olesen, bibliotekar i Københavns Biblioteker og kendt som @tejlgaard på Instagram

Om konkurrencen

Vinderen kåres den 12. august og får direkte besked via Instagram eller e-mail, hvis man har deltaget via e-mail - så husk at holde øje med dine notifikationer på Instagram eller i indbakken. Hvis vi ikke har hørt fra vedkommende inden to dage, udpeges en anden vinder.

Vinderbilledet offentliggøres på bibliotekernes digitale kanaler.

Ansatte på folkebiblioteker, Litteratursiden, eReolen og LiteratureXchange kan dele og poste med hashtagget, men ikke vinde konkurrencen.

Konkurrencen er hverken sponsoreret, støttet eller administreret af, eller associeret med Instagram eller Facebook.

For spørgsmål om konkurrencen kontakt:
Projektleder Sidsel Hartlev, Københavns Biblioteker, jz0u@kk.dk

#barelæse