""
Foto: privat

Hvad skal journalist på Ugebladet Hørsholm Fred Jacobsen læse?

Af Nina
29.06.22
Jeg må med skam erkende, at jeg har svigtet de store danske klassikere. Det skal denne sommer råde bod på.

Henrik Pontoppidans ”Det Forjættede Land” ligger øverst. Det er begyndelsen på trilogien, hvor ”Lykke-Per” og ”De Dødes Rige” er de næste.

Det bliver min egentlige entré til Pontoppidan. Og så alligevel ikke. Som ung stiftede jeg bekendtskab med novellen ”Ørneflugt”, hvor temaet om arv og miljø – og reference/opgør til H.C. Andersens ”Den Grimme Ælling” – passede fint ind i ungdommens daværende mindre nuancerede livssyn.

Så: Nu skal det være! Mere når jeg nok ikke denne sommer, der kommer til at foregå herhjemme og i Sverige.

Til gengæld vil jeg gerne anbefale de to første bind af endnu anden trilogi. Lise Ringhof og Erik Valeur har udgivet først ”Det de danske som flygter” og derefter ”Det er de oprørske der svigter”, som – gennem skipperfamilien Brinch fra Fanø – tager dig med på en tour de force gennem et foranderligt Danmark fra 1910-1990, og nænsomt griber emner som venskab, at være anderledes og svigt på en let tilgængelig måde, som blev en pageturner for mig.

Nu glæder jeg mig til tredje bind, ”Det er de unge som forsvinder”, som fører os frem til det 21. århundrede.

Det bliver dog efter Henrik Pontoppidan.

Tags