Sjove bøger for børn (og forældre!)

30.04.20
Er du tosset med gakkede bøger om talende zombiemarsvin og træhuler på 65 etager? Så kig her, for der er meget mere, hvor det kommer fra her!

Krølle og puha af Jakob Riising er for dig, der elsker Kaptain Underhyler og Hundemand. Her møder du gakkede personager og sjove illustrationer - og nogle gange skal du selv trykke på knapper! Til piger og drenge på 8-12 år - også god til højtlæsning

Mugge & vejfesten af  Mikael Wulff  og Anders Morgenthaler er for dig, der elsker skøre historier og sjove tegninger - helt sikkert i den helt gakkede ende af skalaen - og helt sikker ikke for forældre! For drenge og piger fra 9-12 år

Mille Møgunge af Joanna Nadin er en sød og sjov historie om den ikke helt almindelige pige Mille, som får mega mange GENIALE idéer, der bare MÅ føres ud i livet. For friske drenge - og især piger på 8 -11 år

Usynlige Emma af Terri Libenson er til dig mellem 11 og 14 år, som er til hverdagsjov og pigeliv i tegneseriestil. Hvis du elskede Mira - bøgerne må du ikke gå glip af denne bog. Andet bind i graphic novelserien fra Terri Libenson hedder Helt ærlig Izzy

Mission kærestekys af Sandra Schwartz er 3. del af en velskrevet Chick-litt serie for de 10-13 årige. Er du til realistisk humor, venskab og lidt kærlighed, så er denne bog for dig. Hvis du kan lide serien "Nikkis dagbog" af Rachel Renée Russel er denne bog noget for dig.

Fisseministeren af Lise Bidstrup er en sjov historie om puberteten, hvor alting begynder at vokse med en hektisk fart, da William finder en magisk ring - nok mest for drenge 11-13 år

De forbyttede tissemænd af Morten Dürr er i samme stil, men for en lidt yngre målgruppe - både piger og drenge (min pige på 9 syntes i hvert fald, at den var skæg).

Mig og Dylan Walker af Anne Sofie Hammer er humoristisk historie om en dreng, der gerne vil gøre det rigtige, men bare ikke helt ved hvordan. Til piger og drenge fra 12 til 15 år

Anton og andre flokdyr af Gudrun Skretting er en underholdende og sjov bog om, hvor svært det er at passe ind. Anton kommer ud for en masse ustyrligt morsomme situationer, men bogen giver også et godt indblik i livet som usikker teenager. For de 11-14 årige, trods den lidt 'barnlige' forside.

Skør med skør på er Kasper Hoffs Drengen der fik ting i hovedet "Guld på hjernen"Graphic novel til dig på 8- 11 år, der elsker Kaptain Underhyler!

Netop udkommet er Benet af Camilla Bache Andersen. En underholdende og klam-på-den-sjove-måde historie, drengestreger og klamhed fortalt i et bramfrit og hverdagsagtigt sprog. Vil egne sig supergodt til højtlæsning. For drenge og piger 9-12 år.

Befri Sigurd af Bo Skjoldborg er til dig der er til sjov og spænding på en og samme tid. Lige til selvlæsning eller højtlæsning for de 8 -12 årige.

Bubbi den talende hund af Morten Münster er en sjov og hæsblæsende fortælling om Mortens egen hund tilsat en gal videnskabsmand og gakkede dyreforsøg der ender... ja lidt galt. For tweenlæsere  mellem 9-12 år

Den sultne hamster vender tilbage af Sam Hay er til dig, der er vild med sjove og gyselige historier om zombiehamstre og andre kæledyr.

I samme stil kan nævnes Min store fede zombieguldfisk af Mo O'Hara som er en underholdende og skør historie, ikke kun om en zombieguldfisk der vil hævne sig, men også om venskab, søskende og hvordan man forsvarer sig mod onde storebrødre

Spøgelset på chokoladefabrikken af David O'Connell  er til dig der er mellem 9-12 år og er til humor, slik, finurlighed, skattejagt, spøgelser og magi. Rigtig god til højtlæsning også.

Min bror er en superhelt af David Solomons er en ret sjov og spændende bog med en masse (lidt nørdede) referencer til de kendte superhelte fra DC og Marvel, samt alt det bedste fra Star Wars og Star Trek universerne. Minder i stil om Antboy af Kenneth Bøgh Andersen.