
Om dette arrangement
Foredrag om bibliotekets historie og oplysningstiden v/ Kristoffer Schmidt fra Museum Nordsjælland
Adgang til viden var i det sene 1600-tal og langt op i 1700-tallet særdeles begrænset. Eksempelvis var Det Kongelige Bibliotek kongens, ikke offentlighedens, bibliotek. End ikke Ludvig Holberg fik adgang til det store bibliotek. Men med baggrund i oplysningstidens tankegods begyndte flere og flere at se nytteværdien i at etablere biblioteker for en bredere offentlighed. Det begyndte med private biblioteker for 1700-tallets oplysningsfilosoffer. Senere åbnede enkelte bogsamlere deres store private samlinger for offentligheden, mens andre forsøgte at tjene penge ved at leje bøger ud. I 1793 blev det så Det Kongelige Biblioteks tur til at åbne sine døre for offentligheden. Også folkebibliotekernes forudsætninger kan føres tilbage til oplysningstidens idealer. I anledning af Hørsholm Biblioteks 150-års jubilæum fortæller museumsinspektør Kristoffer Schmidt historien om folkebibliotekets tråde tilbage til oplysningstiders biblioteksvisioner, og hvorledes biblioteker gik fra at være forbeholdt eliten til den brede offentlighed.
Museum Nordsjælland ønsker i samarbejde med Hørsholm Kommune at skabe et nyt museum om oplysningstiden i Danmark i en af de historiske bygninger, hvor Jagt- og Skovbrugsmuseet lå. I den forbindelse inviterer Museum Nordsjælland og Hørsholm Bibliotek til en række arrangementer hen over efteråret med oplysningstiden i fokus. Dette er første foredrag i arrangementsrækken.
Arrangementet er en del af bibliotekets fødselsdagsprogram. Det koster ikke noget at deltage, men der kræves gratisbillet, som skal hentes her fra siden.