Om dette arrangement

Tid
19:00 - 20:00
Pris
60 kr.
Lokalitet
Stortrommen
Target
For voksne
Køb billet(ter)
Film

Stumfilmen 'Afgrunden' med live pianist

08.03.23
Kom med ind i mørket, læn dig tilbage og oplev en filmvisning, som den foregik for 100 år siden, når Kulturhus Trommen blænder op for en helt unik visning af Urban Gads stumfilmsklassiker Afgrunden akkompagneret med livemusik af pianist, kapelmester og komponist Lars Fjeldmose, som helt særligt denne aften vil levere underlægningsmusik til filmen på Kulturhus Trommens Steinway-flygel.

Filmen, der er fra 1910, er et vaskeægte erotisk melodrama med Danmarks måske største internationale filmstjerne nogensinde, Asta Nielsen i sin debuterende rolle.

Filmen handler om klaverlærerinden Magda, som møder præstesønnen Knud, der hurtigt inviterer hende på sommerferie i forældrenes præstegård. Et omrejsende cirkus slår lejr i landsbyen, og Magda forlader den godmodige Knud til fordel for den vilde, spændende cirkusrytter Rudolf. Det viser sig hurtigt, at cirkuslivet med Rudolf er alt andet end lykkeligt, og Magda går en tragisk skæbne i møde.

Filmen er særligt berømt for en helt bestemt dansescene, hvor Nielsen med det, der blev navngivet ”Gauchodansen”, vrider og sig op ad en bagbundet Poul Reumert. Det var med datidens briller utroligt stærke sager, som vakte både opsigt og forargelse.

Instruktøren, manuskriptforfatteren og forfatteren, Urban Gad betragtes som en af pionererne inden for den tidlige danske stumfilm. Han var desuden ægtemand til Asta Nielsen og søn af forfatteren Emma Gad.

Vi viser den delvist restaurerede film fra Det Danske Filminstituts streamingsite Stumfilm.dk, som er Danmarks onlinearkiv for digitaliserede stumfilm – et sandt skatkammer for den filminteresserede. Læs mere om sitet og se film her.

Filmen varer 38 min.

Billetter kan købes fra d. 11. januar

Fotograf Alfred Lind / Det Danske Filminstitut

 

Materialer